ateist.dk drives af Ateistisk Selskab med henblik på at kommunikere
foreningens standpunkter til nye og eksisterende medlemmer, samt andre
interesserede.
Ateistisk Selskab arbejder for adskillelse mellem religion og stat i Danmark, således at alle mennesker ligestilles uanset deres trosmæssige synspunkter og verdensbillede.
Disse fora er ikke modererede og repræsenterer ikke nødvendigvis Ateistisk Selskabs politik eller holdninger.
Visse af fora har kun adgang for medlemmer af Ateistisk Selskab. Hvis du er medlem af AS og kun kan se fora med offentlig adgang så brug denne formular til at skrive til Kasseren.
Religion og moral (eller mangel på samme) - 2010/01/28 11:16På vej til arbejde slog det mig (jeg ved ikke hvorfor). Er det ikke sådan at det i virkeligheden er ateister, der arbejder for en god sag, der har en højere moral, end de religiøse mennesker det gør. De religiøse er åbenlyse omkring at de gør det for at sikre sig point i det de tror er livet efter døden, mens ateister gør det, fordi de ved det er det rette at gøre og stiller sig tilfredse med den belønning, der ligger i at have det godt med sig selv over at have hjulpet andre?
Er der noget jeg har misforstået i dette, eller har jeg ret i min antagelse?/Thomas Gyldborg Spisefisken.dk
Nej, jeg tror, der er noget, du har misforstået med den fortolkning af religiøse menneskers motiver, du her lægger frem. Religiøse mennesker – i det mindste kristne religiøse – praktiserer god moral, fordi de oplever, at dårlig moral bygger barriere mellem dem og deres gud – fordi de accepterer – eller mener at have personlig erfaring for – at det slette, de gør mod deres medmennesker, gør de tillige mod Gud.
Naturligvis findes der kristne hyklere, der ikke har tanke for andet end at bringe dem selv i salveten, her eller hisset, ganske som der findes ateister, hvis moral ikke rækker videre end til at sikre dem selv så mange personlige fordele som muligt. Skellet mellem god og dårlig moral kan næppe drages efter religiøse retningslinier.
Om livet efter døden kan jeg for øvrigt anføre, at det ”afskaffede” P. G. Lindhardt i 1952. Citat: ”Bibelen giver os ingen ret til at tro på et liv efter døden. Vi har kun den fremtid, Gud under os.”
Spisefiksen siger at ateistiske mennesker, med god morale, gør det for at gavne de andre mennesker, mens religiøse gør et fordi dårlige morale er imod deres reiligion.(Stor generalisering, I know)
Når du så kommer og siger at de praktisere god morale, fordi "at dårlig moral bygger barriere mellem dem og deres gud", så understøtter du jo blot det Spisefisken siger.
Tak for din overvejelse af mit indlæg af 28.01.10. Jeg skriver til dig i al hast, fordi det kniber lidt med tid for mig til at involvere mig i en internetdebat lige nu. Skulle du eller en anden læser af disse linier ønske at kommentere, kan jeg ikke love at vende tilbage før efter påske.
Jeg skrev til Spisefisken, som jeg gjorde, for at tage forbehold over for – ja, vel egentlig lægge afstand til – hvad jeg opfattede som en urimelig infamering af religiøse menneskers motiver til at handle ”godt”. Filosoffer skelner gerne mellem tre typer af etisk adfærd: mellem pligtmotiveret, konsekvensmotiveret og dydsmotiveret etisk adfærd. Spisefiskens formodning er, at religiøse mennesker flest handler i forlængelse af en temmelig ordinær konsekvensetik, som tager sigte på at bibringe dem selv så mange personlige fordele som muligt i et hypotetisk efterliv efter dette; ateister, derimod, optræder mere uegennyttigt altruistisk hér og nu.
Det mener jeg er en forkert analyse. Vores nordiske, lettere kuldslåede, lutheranske kristendomsforståelse har traditionelt prioriteret pligtetikken højt: man skal opføre sig anstændigt – for ikke at sige kærligt – over for sine medmennesker, fordi det nu engang er Guds befaling til os mennesker, at vi skal leve vores liv med hinanden under anstændighedens – under kærlighedens – fortegn. Kant anskuede tingene mere filosofisk, men hyldede stadig pligtetikken: Vi skal hver især opføre os sådan, at vores adfærd uden videre lader sig ophøje til en generel regel for menneskelig adfærd. At opføre sig anderledes – at optræde uetisk – blev for Kant dermed et oprør mod intet mindre end fornuften selv.
Den tredje type af etik, dydsetikken, finder vi eksempelvis i Jesu forkyndelse og i antikkens stoicisme – hos Seneca blandt andet: man skal opføre sig anstændigt – kærligt, ville kristne sige – fordi man som frit menneske ikke er i stand til andet: fordi selve ens natur vil det sådan. I Jesu forståelse drejer det sig om ens oprindelige, guddommelige natur, i stoikernes forståelse om ens socialt kultiverede natur.
Religiøse mennesker – i hvert tilfælde den gruppe af religiøse mennesker, som scorer højt i psykologiske tests for spiritualitet – har almindeligvis en mere ”diffus” personlighedsstruktur – en mere ”grænseløs” adfærd – end ikke-religiøse: De skelner ikke skarpt mellem følelser med udspring i dem selv og følelser med udspring i deres medmennesker eller i Gud. Det kan der komme meget godt ud af – men så sandelig også meget skidt. Godt må vel være, at indlevelsesevnen – empatien – alt andet lige er større; skidt til gengæld, at tilbøjeligheden til at projicere egne, vanskeligt anbringelige følelser over på andre mennesker ligeledes er større. 64.000 dollar spørgsmålet, hvorvidt Gud selv skulle være én stor projektion, sådan som Freud og hans elever antog, tillader jeg mig i sammenhængen at besvare med et forsigtigt: ja – forsigtigt, fordi dette svar i sig selv ikke legitimerer forkastelsen af alle religiøse praksisser en bloc: Gud er højst sandsynlig en konstruktion, men det er den moderne, sekulære menneskelige identitet også, og dén er der vel ingen i dette forum, der ønsker at forkaste?
Religiøse mennesker – i det mindste spirituelt religiøse mennesker – hælder almindeligvis til dydsetik. Når jeg i mit indlæg af 28.01.10 skrev, at dårlig etik rejser barriere mellem den troende og Gud, sigtede jeg til, at den i den troendes psyke fører til det klassiske syndefald og uskyldstab: til at den troende falder ud af nåden at kunne være dydig og handle umiddelbart og ureflekteret godt. Det gode ændrer status og bliver problematisk, bliver et pligt- eller konsekvensetisk anliggende, og såvel Gud (den generaliserede anden, projektionen forud for og over alle projektioner) som medmennesket bliver fremmedpsykiske instanser. Objektiviteten og virkeligheden bliver til, men i forvrænget, moralsk kompromitteret form: i skikkelse af en belastning, en byrde – en ”kulturens byrde”, som salig Sigmund Freud benævnte den i anden sammenhæng.
Med venlig hilsen Jan S
| | Her er lukket for gæsteindlæg.
Monsterallan
Ang:Religion og moral (eller mangel på samme) - 2010/03/31 14:42Individualistisk anarkisme. Det er ligepræcis det du snakker om, men om du er religiøs eller ej er lige gyldigt. Alle holdninger, antagelser eller gerninger er i sidste ende til for vores egen skyld. Du er dig selv din nærmeste.... Læs evt. Max Stirners 'Den eneste og hans ejendom'
| | Her er lukket for gæsteindlæg.
Liselotte
Ang:Religion og moral (eller mangel på samme) - 2010/04/04 23:05Richard Dawkins er i The God Delusion faktisk inde på, at der ud fra et darwinistisk synspunkt er rigtig mange gode grunde til, at mennesket skal være moralsk og grundlæggende opføre sig ordentligt overfor de andre mennesker, de indgår i sociale sammenhænge med.
Jeg tror der findes hjertensgode kristne (man kan godt være god selvom man ud fra et ateistisk synspunkt er vildledt eller uoplyst) og gode/moralske ateister - fordi vi dybest set er programmeret til det genetisk.
Umoralske eller "dårlige" mennesker findes også i begge lejre, er jeg ikke i tvivl om - jeg tror ikke at hverken kristne eller ateister kan påberåbe sig moralsk overlegenhed, men årsagen til, at nogle individer ikke følger deres darwinistiske programmering vil jeg lade adfærdseksperter kloge sig i :-)
Debat 
