Jan S
|
Ang:Religion og moral (eller mangel på samme) - 2010/01/28 17:40
Kære Thomas Gyldborg!
Nej, jeg tror, der er noget, du har misforstået med den fortolkning af religiøse menneskers motiver, du her lægger frem. Religiøse mennesker – i det mindste kristne religiøse – praktiserer god moral, fordi de oplever, at dårlig moral bygger barriere mellem dem og deres gud – fordi de accepterer – eller mener at have personlig erfaring for – at det slette, de gør mod deres medmennesker, gør de tillige mod Gud.
Naturligvis findes der kristne hyklere, der ikke har tanke for andet end at bringe dem selv i salveten, her eller hisset, ganske som der findes ateister, hvis moral ikke rækker videre end til at sikre dem selv så mange personlige fordele som muligt. Skellet mellem god og dårlig moral kan næppe drages efter religiøse retningslinier.
Om livet efter døden kan jeg for øvrigt anføre, at det ”afskaffede” P. G. Lindhardt i 1952. Citat: ”Bibelen giver os ingen ret til at tro på et liv efter døden. Vi har kun den fremtid, Gud under os.”
Med venlig hilsen Jan S
|