• Hvordan du melder dig ud af Folkekirken

    Mange ikke-troende er af forskellige grunde alligevel medlemmer af Folkekirken. For en dels vedkommende blot fordi de endnu ikke har fået meldt sig ud, til trods for, at det faktisk ikke er så vanskeligt.
    Alene i betragtning af, hvor meget der spares i kirkeskat, er det værd at bruge lidt tid på. En tommelfingerregel er at man skal regne med at forære folkekirken én uges arbejde om året.
    Udover det økonomiske aspekt er der også hele den principielle diskussion af at være medlem af en forening, hvis standpunkt man ikke støtter.
    Nedenfor er en kortfattet vejledning til hvordan du melder dig ud af folkekirken:


    1. Find dit kirke- eller degnekontor. Brug eventuelt dette opslagsværktøj.
    2. Udfyld denne formular til udmeldelse af Folkekirken.
      Hvis du bruger Firefox skal du downloade PDF'en og udfylde den i Adobe Reader (eller evt. Preview hvis du bruger Mac). I Internet Explorer og Google Chrome virker formularen perfekt online.
    3. Gem formularen og tilføj din underskrift.
      Dette kan gøres på 2 måder. Den traditionelle måde er at printe den, underskrive i hånden, tage et billede eller scanne siden og konvertere billedet til en pdf.
      Et nemmere alternativ er, at bruge dette gratis online værktøj , hvor du kan uploade den udfyldte formular og underskrive den på computeren. Hvis det volder dig problemer, har vi lavet en kort guide som du kan følge.
    4. Vedhæft PDF filen (formularen) i en mail, som du sender til dit lokale kirke- eller degnekontor. Hvis du har originalen af din fødselsattest kan denne medsendes. Dette er dog ikke strengt nødvendigt i henhold til bekendtgørelsen kapitel 2, Stk 3.
    5. Hvis du er under 18 år kræves dine forældres samtykke.


    Skulle du løbe ind i nogle problemer undervejs, tekniske som menneskeskabte, er du velkommen til at kontakte os.

    Når udmeldelsen er blevet noteret udleverer ministerialbogsføreren en ny dåbsattest med påtegning om udmeldelsen. Datoen for udmeldelsen er den dag, hvor kirke-/degnekontoret har modtaget anmeldelsen.
    Ministerialbogsføreren underretter folkeregisteret, og dermed skattevæsenet, sådan at opkrævningen af kirkeskat stopper.
    Udmeldelsen har selvsagt visse konsekvenser. Som ikke-medlem har man ikke ret til

    • at blive konfirmeret af præsten
    • at blive kirkeligt viet. Det er dog nok at en af parterne er medlem.
    • en kirkelig ceremoni i forbindelse begravelse. Man vil stadigvæk blive begravet på kirkegården, men det vil ske fra kapellet i stedet for kirken og det vil ske uden præstens medvirken. Dog kan præsterne af hensyn til evt. efterladte folkekirkemedlemmer vælge alligevel at tillade og medvirke i en kirkelig begravelse.
    • sjælesorg og lignende service hos præsten.
    • at stemme til menighedsrådsvalg samt selv at blive valgt til menighedsråd.

    Man har dog stadigvæk ret til

    • at komme i kirkerne
    • at få sit barns fødsel og navngivning registreret i kirkebogen. Det er faktisk en pligt uanset om man selv er medlem eller ej og uanset om barnet skal døbes eller ej. Kirkekontoret underretter folkeregisteret, der udsteder personnummerbeviset.
    • at få sit barn døbt (og dermed meldt ind i Folkekirken). Præsterne kan dog nægte, hvis ikke de vurderer forældrenes tro til at være stærk nok. Ved dåben påtager forældrene sig nemlig at opdrage barnet i den kristne tro. Det er så op til præstens egen samvittighed, hvorvidt han finder dem tilstrækkeligt egnede til at barnet kan døbes.
    • at få dødsfald registreret i kirkebogen. Det er faktisk en pligt uanset om man selv er medlem eller ej og uanset om afdøde var medlem eller ej. Kirkekontoret underretter folkeregisteret.
    • gratis at få ændret sit navn i kirkebøgerne såfremt det er et navn man har slægtsmæssig ret til.
    • at søge oplysninger i kirkebogen vedrørende sig selv.

    Bemærk at for sømandspræster og danske kirker i udlandet gælder lidt andre regler, idet de er underlagt nogle bredere forpligtelser.
    Udover de mistede rettigheder skal man være opmærksom på, at prisen for et gravsted normalt er højere for ikke-medlemmer. Hvor meget højere afhænger af det lokale menighedsråd. Merprisen skal dog ses i forhold til den sparede kirkeskat (selvom de efterladte jo ikke nødvendigvis har set nogen af de penge). Læs mere i artiklen “Livets afslutning“.
    Man kan frit melde sig ind i Folkekirken igen ved henvendelse til en præst.

    Kan jeg få min kirkeskat tilbage?
    Hvis man har betalt kirkeskat, f.eks. uden overhovedet at være døbt og/eller medlem af folkekirken, så kan man få penge tilbage fra Skat.
    Tidligere var forældelsesfristen op til 20 år, men pr. 1. januar 2011 er den sat ned til 10 år.


    Det er ikke altid nemt, men der er dog efterhånden kommet en vis praksis hos Skat. Skat opererer med 3 forskellige scenarier, som nærmere beskrives her: “Har du betalt uretsmæssig kirkeskat?“. Denne afgørelse kan også være interessant: “Genoptagelse – betaling af kirkeskat – ikke medlem af folkekirken“.
    Ateistisk Selskab kan desværre ikke påtage sig juridisk vejledning af nogen art.
  • Beregn din kirkeskat

    Flyt knapperne selv efter dine egne tal og oplysninger og vælg din landsdel.

  • Følg os her

  • Like vores Facebook side

  • Udmeldelse af Ateistisk Selskab

    Hvis du ikke længere vil være medlem i foreningen har vi ligeledes gjort denne udmeldingsproces nem. Det eneste du skal gøre er at udfylde denne formular og sende den til denne mailadresse.

    Hvis grunden til din beslutning om udmeldelse er fordi at du har været utilfreds med noget, vil vi meget gerne høre din mening. Skriv til vores infomail eller på vores Facebook side