Er ateistens religion så videnskab og videnskab deres gud?

Nej, ateister mangler ikke noget sat i stedet for en religiøs tro. Ateisme er ikke en religion, ligesom teisme og deisme ikke er det. Kristendom er en teistisk religion (og mange kristne vil yderligere hævde, at det er en monoteistisk retning, selvom Treenigheden så er svær at gøre rede for). Religion er et personligt eller organiseret system, der er baseret på troen på og ærefrygten for en overnaturlig magt (eller flere magter), som er betragtet som skaber og leder af universet, samt et sæt af overbevisninger, værdier og praksisser (dogmer) baseret på læresætninger fra en spirituel leder (eller flere). Det at være ateist tillægger ikke personen nogle værdier og praksisser og der er ikke nogle læresætninger fra en spirituel leder. Ateisten er tvunget til selv at tage stilling til livets spørgsmål og dilemmaer.