Gudløse hjerner er en spydig lille debatbog, som helt bevidst er skrevet i udpræget polemisk og provokerende stil. Bogen er karakteriseret ved et væld af mere eller mindre ubehagelige personangreb, unuancerede beskyldninger og et utal af kunstigt opstillede stråmænd. Der males fra begyndelse til slutning fanden på væggen og kaldes til angreb mod noget lettere udefinerbart som over en kam kaldes "den nye ateisme". Forfatterne hævder i indledningen, at de selv er blevet angrebet på lignende vis af disse ”nye ateister”, og at de derfor bevidst vælger at anvende det noget barbariske ”øje for øje - tand for tand”-princip (som de i øvrigt også hylder senere i bogen).

Internationale ateister så som Dawkins, Hitchens, Dennett og Harris, blandes sammen i en stor pærevælling med danske ateister (Jesper Vind, Jonathan Szpirt, Dennis Nørmark, Erik Bartram Jensen, Henrik Nordbrandt, Erik Bahn, Lone Frank o.a.) og et par ugudelige danske foreninger (Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund). Selv en af nyere tids største filosoffer, Bertrand Russell, får et par afstumpede bemærkninger med på vejen.

De danske foreninger får i samme ombæring skyld for blot at være efterfølgere og ”eftersnakkere” af de internationale "ny-ateistiske" strømninger – desuagtet det faktum, at en forening som Ateistisk Selskab har eksisteret længe før de fremhævede internationale ateister brød igennem, samt at Humanistisk Samfund er karakteriseret ved ”humanisme”, snarere end ”ateisme”. Men sådanne detaljer forhindrer desværre ikke forfatterne i at generalisere og tillægge andre holdninger, som de slet ikke har.

Det kan være både forfriskende og nødvendigt med lødig kritik af de synspunkter, som de i mediebilledet mere fremtrædende ateister byder ind med, men havde man fra forfatternes side valgt en mere afdæmpet stil, uden de mange unødige anklager og bespottelser, ville man nok have opnået bredere modtagelse og opbakning; men det er som nævnt et helt bevidst stilvalg.

Der findes i bogen en hel del sætninger, tja måske hele afsnit, hvor man kan være ganske enig med forfatternes helt humanistiske synspunkter og retmæssige kritik af forskellige holdninger, som en håndfuld ikke-troende personer har fremført, her tænkes specifikt på de internationale personligheder. Et problem er bare, at forfatterne mellem disse afsnit kommer til at fremlægge ateisters liv som tomt, komisk og komplet meningsløst. De får fremstillet moderne ateister som medlemmer af en religiøs populistisk bevægelse, en organiseret fundamentalistisk kult, som på klodset vis vil ende med at destruere menneskeheden og denne verden. I samme omgang gives "kristendommen" og "de kristne" indirekte æren for alt godt i verden, herunder ligeværdighed, næstekærlighed, menneskerettighederne og så fremdeles.

Man fristes til at bruge Pastor Jean Mesliers (1664-1729) egne ord om den tro han troskyldigt havde fulgt gennem et langt liv, nemlig ”vildfarelse, blændværk, løgn og bedrag”; men der er som nævnt disse positive passager med nødvendig kritik af forfejlede påstande og ideer, som trækker bogen op på et nogenlunde læseværdigt plan – forudsat at man i forvejen er interesseret i debatten.